Mayday fra die Ostsee

Bismarck trissede rundt på dækket af hans stolte navnefælle. Han var træt, tvær og dybt desillusioneret. I al hast havde han måttet forlade Kansleriet i Berlin, da de russiske soldater trampede ind i forstaderne.
Den sidste tid havde været præget af panik. Der var konstant indløbet nye informationer om de russiske styrkers positioner og mulige indfaldsveje. Det virkede som om de røde arméer sprang om af jorden hurtigere end antikkens myrmidonere. Forsvaret af das Reich var blevet klasket fra den ene side, klasket fra den anden side, revet rundt i de tyske delstater og til sidst udstillet til skamfering på Potsdamer Platz.
Som altid i Europas historie havde det været et resultat af alliancer, snarere end landenes egentlige styrkeforhold, der havde afgjort udfaldet. De berygtede østrigske euforiserende stoffer havde spredt sig hurtigere end pesten gennem det centrale Europa og lammet ledelsen i flere nationer, og das Reich befandt sig således isoleret og alene, da de russiske stormtropper satte nådesstødet ind.
Nu var alt tabt pånær æren - og den havde det i øvrigt ikke for godt. Alle kommunikationsveje virkede afbrudt og selv forbindelsen til de bayerske grenadier-tropper var svag. Bismarck afventede selv med spænding hvad denne sydtyske armé ville gøre uden konkrete ordrer at forholde sig til.
Heldigvis havde Bismarck i et særligt forsynspræget øjeblik sørget for at lade alle det tyske riges kulturskatte laste om bord på sin navnefælle. Intet var ham mere magtpåliggende end bevarelsen af dette klenodie, som givet vis ville være blevet omsmeltet til små kreml-souveniers og Stalin statuer, hvis de var blevet efterladt.
Alt hvad der nu manglede var at vælge et passende land at søge amnesti i, og det ville nok heller ikke blive let, nu hvor Europa's resterende nationer kappedes om at gøre sig ind overfor den russiske bjørn. Men måske kunne netop de tyske rigsskatte bruges som bestikkelse...